Capac

Lokkede. Jeg røg ud på et sidespor. Dårlig hårdag, men for filan, hvor det rykker. Stadigvæk.

Busted

I går efter endt festivitas, slog jeg et slag omkring tanken. Mens jeg står der, og smugsnolder helt vildt, bliver jeg prikket på skulderen. Der står Bjørnen, og toner sig frem i mængden, for han synes da lige, at han genkendte Sommerbukken udenfor bixen. Han udviste så megen pli, at han uden videre bar varene hjem for godtegrisen. Flink fyr, den bjørn!

Tifingersystem

Blindskrift. Jeg griner ved erindringen om mig og flere andre fnisende klassekammerater, der på købmandsskolen tæskede

fjfjfjfjfjfjfjfjfjfjfjfjfjfjfjfjfjfj.....

mens 'Alleycat' snurrede på grammofonen. Og 'asdf' ligger, lunt og godt, arkiveret sammen med 'ælkj', i skuffen for almindelige terperier.

Læs også hos fru Green, Regitze og Capac.

Regnvejret, der blev væk, eller hvad

Øv, nu har jeg siddet her og brændt dagslys af iført lang pibe og sutsko, fordi det skulle blive regnvejr for alvor, men det ser ud til, at det er udsat til... i morgen?

Blokadebryderen

Marianne og jeg har noget til fælles. Vi har begge to forfattere i familieskabet. Marianne har sin og jeg har min.

Da jeg begynder at læse en roman fra Mariannes skab, er det næsten umuligt ikke at iføre Marianne den røde trøje, som hovedpersonen i bogen bærer. Jeg ser Marianne åbne vinduet, og tømme kassens indhold af fotografier ud af vinduet. Det er hende, der står og ser på, hvordan billederne lander i sneen på Nørrebrogade. Det er hende, der senere sidder på gulvet med ryggen mod radiatoren, og er blevet forladt.

Men her tager Marianne den røde trøje af, og forsvinder for en stund.

Nu er det nemlig mig, der, iført den røde trøje, sidder på gulvet med ryggen mod radiatoren. Og er blevet forladt. Det vil sige, i virkelighedens verden, gled jeg som en slatten klud ned i en bunke vasketøj, efter yndlingskæresten havde forladt mig. Det tog jeg ved lære af, og mine fremtidige forhold stoppede ved fælles overenskomst, eller ved, at jeg forlod. Men selvom det var mig, der forlod, føler jeg mig til tider forladt alligevel, og bliver stadig ind imellem ladt alene.

Forladt blev jeg, dengang jeg også i virkeligheden, lod mig glide ned på gulvet med ryggen mod radiatoren, og hulkede, da jeg mistede min mor. Forladt bliver jeg, når Bjørnen, let, ubesværet og fuld af håb, flyver fra reden. Forladt for kortere, længere eller evigt gældende perioder.

Men Jelne er ikke kun minder om forladthed og tab. Jeg bliver grebet af det særlige og kærlige forhold mellem to forladte mennesker,en lille pige og hendes morfar, en gammel mand, der gør sit bedste for at bøde på skaderne. Jeg tænker på min egen far, der gjorde, hvad han kunne for at bøde på skaderne. På det varme, humorfyldte og for kortvarige forhold mellem Bjørnen og hans morfar.

Jeg har ikke trasket benene trætte på kroer og hoteller, men har i sandhed berørt branche på anden vis. Min historie er langtfra den samme, men Jelne lokker erindringer frem, og viser mig lighederne.

Gid det var mig der havde klippet småtotter af håret og spredt dem overalt, som afsked! Jeg er ikke nået til vejs ende endnu, men billederne af den mørke hestehale og saksen fylder godt, den passage faldt virkelig i min smag, ikke grundet bitterhed, men af begejstring over opfindsomheden og effektiviteten.

Marianne har en forfatter i sit familieskab, og denne har skrevet en bog. Ikke bare en bog, men en rigtig, rigtig god bog, og jeg glæder mig allerede til at læse den næste, når jeg lige om lidt, bliver færdig med den første.

Forvekslede råvarer

Forleden dag, da jeg stod og fråsede i kirsebær, fik jeg et gratis magasin, Sæson, med hjem fastklemt på bagagebæreren. Det er fyldt til bristepunktet med lækre billeder og opskrifter. Èn enkelt især, fangede mit blik, og jeg kunne konstatere, af jeg havde størstedelen af de nødvendige ingredienser. Nok om det, og i glemmekassen med den ide, for en tid.

I går stod jeg i det lokale supermarked og glanede. Ideen kommer så frem på tavlen, og jeg er særdeles overbevist om, at der skal jongleres med kirsebær, grønne asparges, bacon og vistnok tigerrejer.
Godt så, asparges ryger i kurven, og jeg må hjem og tjekke, om det nu også var tigerrejer, der skulle til.

Frem med google og i gang. Liste op og ned. Liste ned og op. Søge og søge. Enkelt besøg i en kogebog eller to. Og på et tidspunkt et blik i 'Sæson'. Nej, opskriften er væk. Umulig at finde her, og umulig at finde der.

I går aftes, da jeg var ved at slumre ind, så jeg pludselig meget, meget tyndt skårne stykker grøn asparges for mit indre, lettere søvnige øje. Pling! Billedet stammede med sikkerhed fra 'Sæson'. Ude af fjerene, og stående omtumlet ved bordet, bladrer jeg mig febrilsk fremad i magsinet. Og dér, lige dér er opskriften, men tjek lige ingredienserne på billedet øverst!

Hvad filan, har det lige med kirsebær og tigerrejer, at gøre? Ikke meget, men på den anden side står jeg nu med to opskriftsideer til afprøvelse inden sæsonen er ovre. Forunderligt, men også helt rigtigt.

Om fire minutter

Kaffen er ved at være klar, den skal lige trække den foreskrevne tid. Rugbrødet med friskost og spegeskinke er skåret, og kirsebær skyllet. Det går ordentligt for sig i selskab med mælkeskægget.

Og nu skal avisen læses!

Mælkeskæg

Yoghurt, biomælk, banan, abrikoser og flere blade mynte, blendes til det skummer vildt, og hældes over i et glas. Det overskydende mælkesjov giver opmuntrende mælkeskæg, når det drikkes direkte af blenderglasset.

Læsning

Avisen blev, som vanen er trofast, hentet ind tidligt i morges fra den vanlige plads på frødørmåtten. Og så var vanen tro slut. For avisen blev henslængt over tasken, der vanen tro stod i 'morfarstolen', for at forhindre nattegudinden i at ligge der, og slænge sig.

Information til alle katteelskerne. 'Morfarstolen' er den eneste stol i hele hytten her, som gudinden kloer. OG DET VIL JEG IKKE HAVE! Derfor. Og nu tilbage til den der avis!

Avisen plejer at blive lagt i sofaen, hvor jeg kort efter æder den råt, inden huset rør for meget på sig. Men ikke i dag.

For ved siden af hovedpuden i den lune seng, ventede bogen, der er den første rigtige bog, som jeg har læst i meget, meget lang tid. Jeg har haft bogblokering i noget der nærmer sig årevis. Aviser ja. Blade ja. Opskrifter ja. Men Bøger? NEJ!

På et tidspunkt lykkedes det mig at læse en letbenet mailkorrespondance og en svensk krimi, men det holdt hårdt, og var mere en terapeutisk handling end lystlæsning. Jeg følte mig falsk lettet, forstår jeg i dag, hvor kærligheden til læsning igen er hos mig.

Og kærligheden til bogen er tilbage. Jeg har indenfor de sidste dage vågnet tidligere end forlangt, for liiige at kunne nå et par sider, eller otte. Jeg har seriøst overvejet at gå tidligere i seng, for liiige at kunne klemme et par sider, eller otte igennem. Jeg har kæmpet bravt mod kaninklipningen, når jeg så endelig ramte sengen, for liiige at kunne læse bare én side til.

Jeg er lettet, jeg er lykkelig, jeg er læsende.

Festlige fredag

Pludselig var den der igen. Fredagen. Og denne gang med fest og farver i farvandet. Først en reception og senere en fødselsdag. Men først noget mad, en opvask og et tøjskifte.

På vejen hjem, langs havneløbet, mødte jeg en glædelig nyhed. Der er endnu en lille dreng på vej i familien. Så er det man ler lykkeligt, og lover lækre, lune strikkede småtterier til den kommende nytårsknallert.

Jeg må suge luft ind dybt og inderligt, og glæde mig over den gode opfindelse, som fredagen nu engang er. Især i dag.